Fabio Luisi

Fabio Luisi

Siden 2016 har Fabio Luisi været DR SymfoniOrkestrets chefdirigent.

Han er født i Genova og uddannet som pianist og dirigent. Han deler sin karriere mellem opera og orkestermusik – og mellem flere faste stillinger, som han med sin utrolige flid og disciplin magter
at overkomme. Han er chefdirigent for Zürich Operaen, musikchef for Operaen i Firenze og i 2020 overtager han posten som chefdirigent for Dallas Symfoniorkester – men fortsætter også hos DR SymfoniOrkestret, hvor han har forlænget sin kontrakt til 2023.

”Jeg er ekstremt glad for mit forhold til DR Symfoniorkestret”, siger Fabio Luisi om samarbejdet, ”et forhold, som har blomstret og udviklet sig vidunderligt gennem de seneste år. Orkestret er med sin fantastiske nysgerrighed og sit skarpe fokus en kilde til stor personlig og kunstnerisk glæde i mit liv.”

Fabio Luisi har gennem årene især indspillet senromantisk musik, f.eks. symfonier af Bruckner og Mahler, og planlægger også indspilninger med DR SymfoniOrkestret.